Afdeling for Litteraturhistorie sætter litteraturens kunstneriske og bredere kulturelle funktioner i centrum. Det gælder for vores forskning og undervisning og også for formidlingen til et bredere publikum. Vi arbejder især med europæisk litteratur og litteratur med europæisk inspiration. Men vores arbejdsområder udvikler sig hele tiden under indflydelse af nye medier og kulturelle globaliseringstendenser. Vi arbejder derfor altid på tværs af nationale og kulturelle grænser, også uden for den europæiske horisont. Vores arbejdsområder omfatter verdenslitteratur og litteratur- og kulturhistorie fra oldtid til nutid, litteraturformidling, kanondannelse og litterære institutioner, tekstteori og tekstanalyse, avantgarde og litteraturens forhold til digitale medier.
Hvordan kommer vi ind?
Afdelingen optager studerende direkte fra gymnasiet til en bachelor - og kandidatuddannelse. Desuden optager vi studerende, der har en bacheloruddannelse til vores suppleringsuddannelse.
Afdelingen samarbejder med andre afdelinger om 1-årige suppleringsudannelser i Multimedier og Retorik. De studerende skal efter 2 år supplere med en 1-årig suppleringsuddannelse ved andre fag, før de afslutter kandidatuddannelsen ved Afdeling for Litteraturhistorie.
Hvad arbejder vi med?
Som alle universitetsfag tilbyder vi undervisning, udfører forskning og formidler vores viden. Omdrejningspunktet for disse aktiviteter er litterære tekster i bredeste forstand, deres historiske forandringer, deres kulturelle baggrund, deres kulturelle funktion, deres sprog, deres samspil med andre medier, deres formidling. Kort sagt: emnet er litteratur, men perspektivet er forståelse af, hvordan mennesker indgår i den kultur, de er del af.
Selv om vi arbejder med en europæisk synsvinkel, er vores emne åbent for litteratur og kultur i globalt perspektiv. Litteraturen har altid knyttet sig til enkelte sprog, men har også altid været en måde gennem disse sprog at åbne et vindue mod en mere omfattende kulturel horisont. Denne horisont har altid bevæget sig i kraft af brydningerne mellem nationale og internationale perspektiver og mellem forskellige medier og udtryksformer. Litteraturens dynamik knytter sig i dag til de moderne medier og de moderne multikulturelle opbrud i lyset af globaliseringen. For at forstå disse processer arbejder vi i lige høj grad med teori, metode, historie og analyse.
Hvad kommer vi til at kunne?
Uddannelserne sigter på at give de studerende en grundig faglig viden og en række bredere kompetencer i forhold til, hvordan denne viden fungerer i et bredere professionelt perspektiv:
Hvad bliver der af os?
Arbejdsmarkedet skifter hurtigt karakter og er ikke det samme, når I begynder uddannelsen, og når I bliver færdige. Mange skifter job i løbet af deres liv. Derfor er kandidaterne uddannet med en faglig kompetence, en personlig kompetence og profil og en bred humanistisk horisont. De kompetencer, I erhverver jer gennem studiet, giver jer evne til at fokusere skarpt på et problem, finde en personlig indfaldsvinkel, skabe et bredt perspektiv og arbejde med andre. Og skifte fokus når nye opgaver kalder.
Traditionelle job der udnytter kandidaternes individuelle selvstændighed er:
Nyere ansættelsesområder der udnytter kandidaternes brede og fleksible kvalifikationer inden for kommunikation, formidling af vanskeligt stof, sproglig og æstetisk kreativitet, fortrolighed med holdarbejde, og evne til at indgå i skiftende arbejdsopgaver og organisationsformer: